Smørholm Voldsted

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Foto: Lene Olesen 2009



På Smørholm Voldsted er der synlige spor af volde, grave og banker, der var anlagt til beskyttelse af en middelalderlig storgård. Udgravninger har vist, at voldstedet var i brug til midten af 1300-tallet.

Det synlige anlæg har en udbredelse på 120 meter i længden og 70 meter i bredden. Mod nord er yderligere en fire meter høj borgbanke, hvor der har været anlagt en særskilt mindre befæstning. Borgbanken var omgivet af en tør grav og af en to meter høj vold mod nord, øst og vest. Den store, flade ladegårdsbanke med boliger og avlsbygninger lå syd for borgbanken.

Storgårdene lå i 1100- og 1200-tallet ofte inde i landsbyerne, og de var ikke befæstede med volde og grave. Men fra den sidste del af 1200-tallet og frem blev forholdene i Danmark meget ustabile. Især i 1300-tallet blev mange storgårde flyttet ud fra landsbyerne på grund af lange perioder præget af kampe og borgerkrig.

For lokale godsbesiddere var der mange gode grunde til at placere sig på lave holme og højdedrag ved søer eller moser, hvor det sumpede terræn kunne gøres til en naturlig del af et forsvarsværk omkring gårdene.

Smørholm Voldsted repræsenterer én af de mange hundrede små, befæstede gårde, der i denne periode blev opført rundt om i landet. Voldstederne fra denne tid er ikke helt ens, blandt andet fordi de blev tilpasset de lokale terrænforhold. Smørholm Voldsted har dog både i placering og udformning mange fælles træk med de øvrige voldsteder i Danmark.


Kilder og litteratur

Jens Henrik Jønsson, Malene Fischer og Birte Lindhardtsen: Edelgave området - næsten 4000 års historie. Pjece udarbejdet af Københavns Amt, Teknisk Forvaltning og Københavns Amtsmuseumsråd, 2001

Links

Sognebeskrivelse nr. 40, Smørum sogn


Oprindelig forfatter: Thyge C. Bro

17-07-2009